Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Sofie Carsten Nielsen

No Lost Generation

Vi må ikke tabe en generation af syriske børn og unge på gulvet. Vi må ikke efterlade dem uden fremtidsmuligheder, vi må ikke isolere dem i lejre og fjerne deres muligheder for at gøre en forskel i deres eget liv.
Det handler om mennesker. Og det handler om, at en stor katastrofe vil blive endnu større og have langt større konsekvenser, hvis ikke vi – trods de udfordringer vi selv står med – også hjælper markant mere i de nærområder, hvor de allerfleste flygtninge er.
 
I sidste uge besøgte jeg Jordan og nogle af de 1,3 mio. syriske flygtninge, som bor der. Besøget har gjort dybt indtryk. Jeg har mødt elendighed og desperation, men også ukuelighed og hjertevarme.
 
Jeg har mødt jordanere, som giver deres syriske flygtningenabo mad, så hun og hendes familie ikke skal gå sulte i seng. Jeg har mødt hjælpearbejdere, som fjerner unge fra radikalisering ved at give dem håb og fremtidstro. Og jeg har mødt flygtninge, som – udover sikkerhed og fred i Syrien – ikke ønsker sig noget mere end lov til at arbejde og mulighed for at forsørge sig selv.
 
En af dem er Haadel, en syrisk kvinde på 30 år, hvis mand er forsvundet efter at have kæmpet i den frie syriske hær. Nu bor hun i Jordans hovedstad, Amman, og arbejder sort med rengøring for at forsørge sig selv og sine børn. Som enlig mor følte hun sig ikke sikker i flygtningelejren og ville ud og bo i samfundet. Det er hende, der får mad af naboerne for at kunne klare sig igennem.
 
 
Hun er en sej kvinde. Hun har drømme, og hun har energi, og det giver håb. Men det er samtidig et spinkelt håb. Hverdagen kan knap løbe rundt, og hendes børn kan ikke gå i skole, fordi hun ikke er registreret og bor uden for lejren. Den tanke er næsten ikke til at bære, at det trods hendes store vilje, kan blive svært for hende at sikre en god fremtid for sine børn.
 
Meget står og falder med, om vi – Danmark, Europa, verdenssamfundet – får løftet blikket og sat handling bag de fine ord om at ’hjælpe mere i nærområderne’. Vi hører det ofte debatten herhjemme. Men handlingen udebliver.
 
For mig og for Radikale Venstre er der ikke tvivl: vi er villig til at prioritere en større indsats. I vores finanslovsforslag har vi konkret vist, at man godt kan prioritere udviklingsbistanden i stedet for at beskære den, som regeringen har gjort. Fremadrettet ønsker vi en stigning i udviklingsbistanden. Desværre har vi med Venstre-regering fået det stik modsatte. 
 
Jeg har set med mine egne øjne, at vores penge ikke vil være spildt.  For det kribler i disse mennesker for at få muligheden for at tage hånd om sig selv, for at få adgang til uddannelse til deres børn og mulighed for at arbejde. Og i Jordan, hvor man ikke har den luksus at kunne bruge tiden på at diskutere symbolpolitik og metoder til at skræmme flygtninge væk, er man klar.
 
Man vil gerne gøre flygtningene til en del af det jordanske samfund – meget hellere det, end sætte dem i lejre, for det virker ikke, har de lært af et halvt århundrede med palæstinensiske flygtninge. Blot beder man det internationale samfund om hjælp til at løfte opgaven.
 
Vi skylder både dem, flygtningene og os selv at give dem den hjælp. Det handler om mennesker.